Produkterne
I vores valg af produkter har vi - lige som Florianopolis' kunstnere - ladet os inspirere af øens natur, kultur og historie. Alle vores produkter er fra Brasilien - primært Florianopolis, og det har været afgørende for vores valg, at produkterne ikke blot er lokalt forankret, men også lever op til en række etiske krav.

Vi er gået efter kunst og kunsthåndværk, som opfylder mindst ét af følgende kriterier:
  • Produktet skal have en interessant historie fx vedr. tilblivelse, egnshistorisk islæt eller lignende.
  • Produktet skal have et eksotisk design, dvs. adskille sig fra traditionelt skandinavisk design og bryde med vores vanemæssige opfattelse af udformning og konstruktion.
  • Produktet skal have en symbolværdi, dvs være symbol for noget, som er atypisk i vores kultur og fremmedartet for os - fx mytologi, kultur eller natur.
Vi stiller følgende krav i forbindelse med vores import af kunst og kunsthåndværk:
  • Produktet og dets historie skal være autentisk - dvs. ægte, sand og troværdig.
  • Produktet skal som hovedregel være lavet af naturmaterialer med fokus på miljøet - så vidt muligt uden nogen form for giftstoffer.
  • Det fysiske arbejdsmiljø hos kunstnerne skal være i orden, så risikoen for arbejdsskader minimeres.
  • Vi betaler kunstneren en god pris for deres produkter målt ud fra lokale forhold og arbejdslønninger generelt for området.
  • Intet arbejde i forbindelse med produktionen foretages af børn.
Vi har en del produkter på lager, og de kan leveres med det samme. De produkter, vi har hjemme, finder du under de enkelte produkttyper i menuen til venstre. Andre produkter skal leveres fra Florianopolis, hvilket betyder lidt længere leveringstid.

Under de enkelte kunstnere finder du et udvalg af deres produkter afbildet. Er du interesseret i et af disse produkter, kontakter vi kunstneren for at høre, om kunstværket kan leveres straks, eller om et tilsvarende produkt først skal skabes.

Billederne af den enkelte kunstners produkter kan også inspirere dig til at ønske et lignende produkt - måske i en anden farve eller en lidt anden form. Så sender du os blot en e-mail, hvor du fortæller om din idé, så tager vi kontakt til kunstneren og finder ud af, om han eller hun kan levere det pågældende. Vores kunstnere er åbne for idéer, så der er ingen grund til at holde sig tilbage.
BRAZIL-UNIK - E-MAIL: INFO@BRAZIL-UNIK.DK - TELEFON: 6171 8010 - CVR/SE-NR: 3041841