Floripa er samlingspunkt for mange kunsthåndværkere, og ca. 400 heraf er fastboende på øen. En del af deres produkter findes på øens forskellige markeder. Her kan man både finde ting, som er meget primitivt forarbejdet, og ting, som er virkelig fine eller særprægede.
Øens kunstnere er inspireret af dens natur og dyreliv, der er meget varieret - lige fra regnskov i bjergene midt på øen til strandlivet på øens 42 meget forskellige strande. Kunstnerne er ligeledes inspireret af øens historie og rige kulturliv. Det kan du læse mere om under punktet
Ilha Santa Catarina.
I de senere år er nogle af de mere driftige kunsthåndværkere gået sammen og har startet mindre forretninger som kooperative forretninger. Det er en helt speciel oplevelse at besøge kunstnerne i deres værksteder. De har skabt deres eget univers, ofte på meget lidt plads og under meget enkle forhold. Der er atmosfære og sjæl i værkstedet, og mange steder kan man føle sig hensat til den stemning, man kunne opleve på små provinsværksteder i 50´ernes Danmark.
Kunstnerne lever i høj grad deres liv på værkstederne, og man føler sig velkommen og taget godt imod. De har god tid, er stolte af det, de laver, og de fortæller med entusiasme - ledsaget af mange fagter og mimik - om deres ting og om deres eget liv. Lige som de også er nysgerrige for at få noget at vide om os og den kultur, vi kommer fra.
Floripa er et af de dyreste steder at opholde sig i Brasilien, og der er meget lidt fattigdom. I Floripa findes ikke børnearbejdere indenfor kunsthåndværket. De kunsthåndværkere, vi har mødt, er alle voksne mennesker, som lever af deres kunsthåndværk.