Ilha Santa Catarina
I det sydlige Brasilien ligger regionen Santa Catarina. Hovedstaden eller den centrale by i Santa Catarina hedder Florianopolis. Ca. 2/3 af byen Florianopolis ligger på øen Santa Catarina og resten på fastlandet. Byen Florianopolis er forbundet med tre broer, hvoraf kun den ene - og nyeste - for øjeblikket er i brug.

Er man på øen Santa Catarina, omtales hele øen i daglig tale som Florianopolis - eller i daglig tale; Floripa, hvorimod Florianopolis (byen) omtales som "Centro". Forvirret? Sådan kan det let opleves af en uindviet turist.

I det følgende er det øen, Santa Catarina, der er i fokus, og de lokale benævnelser vil herefter blive benyttet. Øen omtales derfor som Floripa og Florianopolis (byen) omtales som Centro.

Øen har ca. 300.000 fastboende indbyggere og dækker et areal på ca. 437 m2, svarende til omkring 4/5 af Falster. Den er ca. 54 km lang og ca. 18 km bred på det bredeste sted.

Floripa ligger ca. 1000 km syd for Brasiliens største by, Sao Paulo, og ca. 1000 km nord for Argentinas hovedstad Buenos Aires. Øen har en fuldt udbygget lufthavn ca. 14 km fra Centro. Den ligger i et subtropisk klima og har ikke mindre end 42 forskellige strande. Øen er et meget attraktivt turiststed, hvilket præger hele erhvervslivet.


Historie

Floripa var oprindeligt befolket af Tupis-Guaranis (indianere), som levede af fiskeri, landbrug og skovens frugter.

I dag er der kun meget få indianere og meget lidt skov tilbage. Indianerne lever hovedsagelig i meget primitive reservater på fastlandet og ses kun ganske sjældent, fx på øens store markeder, hvor de hovedsageligt lever af at sælge primitivt kunsthåndværk.

En forandring til en mere europæisk kultur startede omkring 1675, hvor spanierne begyndte at bosætte sig på øen. Den blev døbt Nossa Senhora do Desterro.

I løbet af de næste 50 år bosatte flere og flere portugisere, især fra Azorerne, sig i området og i mange år var området genstand for konflikter og krige mellem Spanien og Portugal, indtil området blev Portugisisk.

I 1823 blev Desterro erklæret for en by og blev ”hovedstaden” i provinsen Santa Catarina.


Floripa i dag

I Floripa findes meget lidt industri. Befolkningen lever for størstedelens vedkommende af serviceerhverv - typisk tilknyttet turistindustrien.

Floripa omtales mange steder som ”The Magic Island”, og øen er, ligesom det øvrige Brasilien, kontrasternes land. Side om side finder man de mest moderne, luxuriøse boliger og meget faldefærdige bræddeskure.

Forholdene ved strandene kan variere lige fra meget primitive bygninger, der fungerer som restauranter til det rene luxusbyggeri. Vejene kan være fint asfalterede eller rene hjulspor. Renovation foregår ved gammeldags trækærrer trukket med hest.

I Centro finder man eksklusive forretninger, og 50 meter derfra findes indendørsmarkeder i gamle haller på flere 1000 m2. Her sælges fx eksotiske fisk og kæmperejer ved siden af boder med solhatte af strå.

Man finder sidegader, der ikke er mere end 1½ meter brede, og hvis man ikke er stedkendt, kan man hurtigt fare vild. I så fald kan man sunde sig med en øl eller en eksotisk drik i én af de bittesmå barer, som er på størrelse med et stort gulvtæppe.
BRAZIL-UNIK - E-MAIL: INFO@BRAZIL-UNIK.DK - TELEFON: 6171 8010 - CVR/SE-NR: 3041841